Sådan planlægger du bedst din dag i Disneyland Paris

Et besøg i Disneyland Paris er en magisk oplevelse, der vækker glæde og begejstring, uanset om du er stor eller lille. Men med 2 parker, 9 lande, over 70 forlystelser og shows og 100.000 mennesker kan en ferie i Disneyland Paris hurtigt forvandles til en hektisk rustjebanetur af stress og frustrationer. 

Men fortvivl ikke! Vi har fremtryllet den ultimative guide til dig, så du kan planlægge din dag i Disneyland Paris bedst muligt og høste den maksimale dosis magi og eventyr på din familieferie.

Forbered dig før besøget

Før du træder ind i Disneyland Paris' magiske verden, er der flere forberedelser, der kan gøre din dag mere glat og behagelig.

Køb billetter i forvejen

Det er en rigtig god idé at købe dine billetter til Disneyland Paris, før du ankommer til parken. Hvis du køber billetterne online, undgår du de lange køer ved parkens billetluger, og nogle gange er der faktisk også penge at spare, når du køber billetterne i god tid online. 

Parkering og transport

Undersøg de forskellige transportmuligheder til parken, og vælg den, der passer bedst til din families behov og budget.

Hvis du bor på et Disney-hotel eller på et partnerhotel i nærheden af parken, kan du gratis parkere din bil på hotellet og køre med de gratis shuttlebusser rundt i Disneyland Paris.

Ankommer du til parken i bil, men bor ikke på et Disneyland Paris-hotel, skal du parkere på gæsteparkering uden for Disney-parkerne og betale et fast gebyr per dag for det. Overvej at reservere din parkeringsplads på forhånd for at sikre dig en god plads tæt på parken. 

Lav en pakkeliste

Husk at pakke nødvendigheder som solcreme, vandflasker, snacks – og glem ikke praktiske sko til hele familien! Du kan snildt komme til at gå 10-15 km i løbet af en dag i Disneyland Paris, og ømme fødder kan godt dæmpe magien lidt.

Hvis du er ude fra morgen til aften, kan vejret skifte meget i løbet af dagen, så her er det godt at have flere lag tøj, du kan tage af og på. Det er muligt at leje et skab i parken til opbevaring af dine sager.

Studér parken og planlæg din rute

Skab din egen magiske bucketliste

For at få mest muligt ud af dit Disneyland Paris-eventyr er det en god idé at kigge nærmere på parkens kort og attraktioner. Ved at studere kortet og finde ud af, hvilke forlystelser, der får dit hjerte til at banke hurtigere, kan du lave en smart rute mellem dine favoritattraktioner hjemmefra.

Tag et nærmere kig på Disneyland Paris' imponerende udvalg af forlystelser, shows og oplevelser, og udvælg dem, du drømmer mest om at opleve.

Når du har din personlige magiske bucketliste, kan du planlægge din rute ud fra ét eventyr ad gangen. Det bliver hurtigt til mange kilometer, hvis du løber fra forlystelse til forlystelse, så et godt råd er at planlægge din rute ud fra ét land ad gangen. Du kan højst sandsynligt ikke nå alle på én dag, så prioritér de lande med de forlystelser, du og din familie helst vil opleve. 

Brug Disneyland-appen

I Disneyland Paris-appen kan du finde et kort over begge parker og danne dig et overblik over parkerne inden din ankomst. Det er et smart redskab til at studere parken og planlægge din rute. Appen viser også aktuelle ventetider på forlystelserne, hvilke shows, der er planlagt, og hvor dine yndlings Disney-figurer befinder sig i parken, så hold dig opdateret, mens du render rundt i parken. 

Udnyt parkens åbningstider

Start dagen tidligt

Hvis du vil have så meget magi ud af dagen som muligt, skal du udnytte parkens åbningstider fuldt ud. Ikke kun for at få så mange timer ud af dagen som muligt – Også fordi det er i de tidlige morgentimer og sene aftentimer, der er færrest gæster og dermed kortest kø til forlystelser. 

Disneyland Paris slår normalt dørene op klokken 9.30, men mange besøgende har tendens til at ankomme senere på dagen. Derfor kan du være heldig at undslippe de lange køer, hvis du ankommer fra åbningstid. Start med de mest populære forlystelser, da disse hurtigst får lange køer. 

Slut dagen sent

Folkemængden tynder også væsentligt ud om aftenen, hvor mange børnefamilier tager hjem efter Magic on Parade-showet er slut klokken 18. Så hvis familien kan holde til det, så bliv gerne til lukketid, hvor dagen ofte afsluttes med en imponerende opvisning af farverige lys, projicerede billeder, musik og imponerende fyrværkeri, der lyser himlen op. Det er alle de trætte øjne og ømme fødder værd!

Desuden er Disneyland Paris også virkelig hyggelig om aftenen. Mange af forlystelserne er åbne og oplyste med en verden af farver, så de faktisk kan føles endnu mere magiske og intense, når de opleves i mørket. 

TIP: Alle gæster, der bor på et Disneyland-hotel, får et MagicPass, som giver eksklusiv adgang til Disney-parken allerede fra klokken 8.30 om morgenen. Denne magiske nøgle giver dig og din familie mulighed for at opleve parken en time før alle andre, hvor der er stille og relativt mennesketomt – og med langt kortere kø til forlystelserne. Udnyt denne time maks!

Book dine måltider i forvejen

Hvis du har besluttet at forkæle dig og din familie med en eventyrlig middag på en af Disneyland Paris' restauranter, skal du være ude i god tid. De gode restauranter bliver nemlig ofte fuldt booket lang tid i forvejen, især i højsæsonen. Book bordet i god tid, allerede hjemmefra, for at spare dyrebar tid i restaurantkøen. Det kan gøres nemt via Disney-appen.

Foretrækker du at medbringe din egen mad og drikke, er det også muligt (alkohol er ikke tilladt). Find et godt spot i parken, og nyd din mad i magiske omgivelser. 

TIP: Gem din frokostpause til eftermiddagen. På dette tidspunkt har de fleste gæster fået stillet deres sult og parkens restauranter er mindre travle og mere hyggelige at besøge. 

Tag pauser og nyd omgivelserne

Det er vigtigt at huske at tage pauser i løbet af dagen. Disneyland Paris er ikke kun forlystelser – Det er også en verden fuld af fantastiske omgivelser, eventyr og skønhed, der fortjener at blive udforsket. 

Tag en lang og hyggelig pause midt på dagen for at få lidt ro på, når parken er allertravlest. Sæt dig ned, nyd en lækker snack og lad dig fortrylle af den magiske atmosfære, der omgiver dig. 

Vær fleksibel

Selvom det er fantastisk at have en plan hjemmefra, er det også vigtigt at være fleksibel. I Disneyland Paris kan magien udfolde sig på uventede måder, og du vil måske støde på overraskende øjeblikke i løbet af dagen.

Vær åben for at tilpasse dine planer, så du kan maksimere dine oplevelser. Hvem ved, måske inviterer en Disney-ven dig med på et uventet eventyr, og det ville være ærgerligt at gå glip af! 

TIP: Krammekøen til Disney-figurerne kan blive absurd lang. I stedet for at vente en time i kø for at få lov til at tage et billede og give Mickey Mouse et kram, så find ham på Mickey's Café og Auberge De Cendrillon. Her går figurerne rundt mellem bordene og har meget bedre tid til at interagere med børnene. 

Er du i færd med at planlægge din rejse til Disneyland Paris og har brug for flere tips og tricks, så find vores bedste tips til din ferie i Disneyland her.