Praktiske hotelinformationer til din ferie
På denne side kan du læse om de mest generelle og praktiske informationer vedrørende hotellerne i Disneyland® Paris.
Ankomst
Henvend dig i receptionen på dit hotel som det første, når du ankommer til Disneyland® Paris. Her fremvises din voucher, og du modtager dit MagicPass. Du kan ankomme tidligt på ankomstdatoen, men din indkvartering vil først være klar hen på eftermiddagen. Du kan opbevare din bagage gratis på dit hotel, så du kan tage ind til parken efter check-in.
MagicPass
Når du har et ophold i Disneyland® Paris, får du udleveret et MagicPass, som er nøglen til alle dine køb. Alle dine medrejsende får udleveret et – bortset fra børn under 3 år. Passet er dateret og er gyldigt under hele dit ophold.
MagicPass indeholder:
- Disneyland® Paris entrebilletter
- Nøglen til dit værelse/hytte/lejlighed
- Adgang til ekstra magisk tid (en times ekstra tid i parkerne før de åbner)
- Madbilletter, hvis du har bestilt pension
- Billetter til evt. tilkøb
- Adgang til pool og fitnesscenter, hvis dette er på dit hotel
- Dit betalingskort på restauranter i parkerne, på hotellerne og i Disney Village. Herefter får du en regning der betales ved check out. Denne service er dog valgfri.
Hotelinfo
Håndklæder:
Der vil være sengelinned og håndklæder på dit hotel. Der er poolhåndklæder til rådighed på Hotel New York, Newport Bay Club og Sequioa Lodge, hvis du bor der under dit ophold og ønsker at benytte poolen. Husk dog at medbringe dit eget håndklæde til poolbrug, hvis du bor på Davy Crockett Ranch eller Villages Nature.
Lejligheder/hytter:
Bor du på Davy Crockett Ranch eller Villages Nature kan du forvente at have en startpakke til et køkken til rådighed, så du selv kan handle ind og lave mad. Begge indkvarteringer har et supermarked i nærheden. Bor du på Davy Crockett Ranch kan du med fordel køre forbi et supermarked på vej hjem fra parkerne, da der ligger et supermarked i nærheden af ruten.
Der er ikke daglig rengøring i hytterne på Davy Crockett Ranch - kun i forbindelse med afrejse. Ligeledes udskiftes håndklæder og linned ikke i perioden. Såfremt du ønsker rene håndklæder eller linned, skal du rette henvendelse til receptionen, som vil hjælpe med dette.
Hjemrejse
Check out på hjemrejsedagen skal ske senest kl. 11.00. (Kl. 10:00 på Villages Nature.) Bagagen kan opbevares gratis på hotellet. Hvis du har bestilt Magical Shuttle, anbefaler vi, at du tager bussen fra dit hotel cirka 4 timer før dit fly har planlagt afgang. Du kan finde shuttlebussernes tidsplan her.